El Camino 2006

Forsiden - Billedtekst - Billeder1 - Billeder2 - Billeder3 - Billeder4 - Billeder5

På engelsk / In English
Spørgsmål: Hvordan spiser man en elefant????
Svar: Een bid ad gangen!

Kort over ruten Fra søndag den 11. juni til søndag den 2. juli 2006 var jeg på en tre-ugers pilgrimsfærd til fods alene godt 500 km på "La Via de la Plata" ("Sølv-vejen") i Spanien.
Ruten er relativt øde fra Mérida i syd til Astorga i nord.
Det sidste stykke ud til det efterhånden meget overrendte og kommercielle Santiago de Compostella tager jeg næste år i maj.



Min rejse

Det blev en helt fantastisk tur.
Et af mine livs rejser.
For det meste helt alene i stilhed og meditation.

Klik her for at se billederne.

Vi var 8 danskere, der tog af sted sammen (Suz på www.elcamino.dk havde arrangeret rejsen), og de fleste nætter boede vi på samme herberg/kloster.

Selve dagsvandringerne på i gennemsnit 25 km foretog jeg for langt det meste helt alene.
En gang imellem mødte jeg enten nogle af de andre danskere, eller andre Peregrinos (som er det spanske navn for en Camino-pilgrim).

Denne pilgrimsvandring viste sig at påvirke alle fire planer: Krop, sind, ånd og miljø.
Det var ikke kun en fysisk udfordring, som man ellers godt kunne fristes til at tro.
Min fysiske forberedelse bestod i at jeg 2 gange gik rundt i den nærliggende Utterslev Mose - 3 timer hver gang!
Til gengæld forberedte jeg mig grundigt mentalt i næsten to måneder.
Mine danske rejsefæller havde mere eller mindre mange odds imod sig på turen, men kunne så kompencere med ressourcer fra de andre planer. En af deltagerne var lidt overvægtig og hun havde en dårlig tå og en dårlig hæl. Hun var af sin læge blevet frarådet at tage med på turen.
En anden kvinde var også blevet frarådet at tage af sted pga undervægt og skrøbelige ben.
Begge disse to kvinder gennemførte - primært pga en stærk overbevisning om at de ville have succes med dette projekt.
Og belønningen kom også......

Jeg selv har igennem flere år taget gode sunde og naturlige kosttilskud.
Dette betød at jeg forholdsvis smertefrit kom igennem turens strabadser.
Jeg havde dermed i forvejen givet kroppen de nødvendige byggesten, som kroppen har brug for - for at den kan fungere optimalt.
Og det gjorde den også.
Caminoen er en ekstrem udfordring, men sålænge immunforsvaret er i top, kan kroppen klare det mest utrolige.

På sind- og ånd-planet kom jeg dybt ind i mig selv, fik nogle store erkendelser, og besluttede mig til at skrive den bog, jeg har tænkt på at skrive i adskillige år.
I løbet af de tre uger indtalte jeg 33 timers tanker og overvejelser på min diktafon og fik dermed bogen struktureret og bearbejdet, således at den nu er klar til at blive skrevet ind, redigeret, trykt og udgivet.

Mikael Hoffmann Den spanske natur er helt fantastisk.
Jeg oplevede både næsten ulidelig varme med temperaturer op til 37ºC, mens jeg gik i solen midt på dagen.
Og der var nogen gange morgenkøligt helt ned til 10ºC, så jeg måtte have min trøje og jakke på.

En enkelt gang oplevede jeg timelangt regnvejr med blæst, og jeg gennemlevede ofte tør tør varme, - men det hele var helt OK.

Jeg er flere gange blevet spurgt om min største oplevelse på turen, og det er svært for mig at sige, fordi der var både fantastiske naturoplevelser i den ydre verden, der var varme og frugtbare menneskelige relationer, og der var dybe selverkendelser i den indre verden.
Så det vigtigste for mig på de tre uger var selve processen at gå.

Den længste strækning jeg gik på en enkelt dag var 37 km + det løse efter at jeg var kommet frem til overnatningsbyen.
Den korteste strækning var en af de første dage på kun 15 km.
I gennemsnit gik jeg 25 km hver dag i 20 dage - tilsammen godt 500 km.

De fleste mennesker taber sig, når de går Caminoen.
Jeg hverken tabte mig eller tog på.
Mine mavemuskler blev lidt strammere og mine benmuskler blev lidt større.
Så forklaringen er nok, at tung muskelmasse erstattede let fedt - hvilket jeg dog ikke havde så meget af i forvejen.

Aftensmad Hver aften mødtes vi på dét herberg eller vandrerhjem eller kloster, vi nu boede på.
Vi udvekslede erfaringer fra dagen og snakkede.
Selve samværet med andre var lige så godt, som dét at gå alene i meditation.

I samtlige 3 uger var jeg totalt afskåret fra omverdenen med hensyn til nyheder, internet, telefoner og lignende. Jeg havde som den eneste af os 8 danskere ikke mobiltelefon med, og jeg ringede heller ikke til nogen undervejs.
På den måde følte jeg at det var ligesom da jeg for 15-25 år siden rejste rundt i verden med rygsæk.
Når vi sad på en bar, kunne vi se VM i fodbold på en af de allestedsnærværende fjernsyn, men det interesserede mig ikke. Spanierne var meget optaget af fodbold - indtil de selv røg ud af turneringen.

Jeg har rejst meget i mit liv og besøgt omkring 50 forskellige lande, og på mange måder mindede denne Camino mig som sagt om mine tidligere rejser, men jeg har dog aldrig før gået så meget på mine ben. Jeg har tidligere rejst meget med tog eller bil, tomlet eller cyklet.

Det vigtigste, der skete for mig på denne Camino, var at jeg besluttede mig at skrive min bog nu.
Jeg forventer at den udkommer i løbet af 2007.
Den kommer til at handle om Caminoen som en roman, og derudover vil der være meget om sundhed, livsstil, udfordringer, overskud, velstand og lykke.


Klik her for at læse om nogle indsigter fra Caminoen.


Her er det "pilgrims-pas" jeg havde med, som jeg fik stemplet i hver aften (på nær to steder):
øverste del af passet nederste del af passet






Uddrag fra Shirley Maclaine's bog: "Camino"

Santiago-Caminoen er blevet vandret gennem årtusinder af helgener, syndere, generaler, udskud, konger og dronninger.
Pilgrimsrejsen udføres med det formål at finde éns egen dybeste åndelige mening og afklaringer med hensyn til konflikter i Selvet.
Caminoens energi var velkendt af gamle tiders mennesker, som brugte den til at opnå større selvransagelse og selverkendelse.




Ordet pilgrim betyder fremmed

Der er syv nøgleord, som kendetegner en pilgrim.
De udtrykker syv grundværdier, som i vores kultur ofte er en mangelvare.
Ikke desto mindre bærer vi alle en dyb længsel efter at erfare den virkelighed, ordene står for.
De syv pilgrimsord er:
langsomhed
bekymringsløshed
enkelhed
frihed
stilhed
spiritualitet
fællesskab.


Indholdet af ordene erfares på en pilgrimsvandring.
Tempoet er langsomt, for kun sådan kan man få sin sjæl med.
Med en let rygsæk med det allermest nødvendige opstår der en enkelhed og bekymringsløshed, for som dagene går, bliver fokus rettet mod det indre og det helt enkle at vandre, sove og spise.
Bagagen bliver lettere at bære.
Naturens stilhed omgiver den vandrende og sindet falder til ro.
Stilheden forplanter sig til det indre.
Det er en velsignelse ikke at skulle samtale med andre pilgrimme, men at kunne gå i stilhed.
Friheden opstår, når man mærker uafhængigheden af alt det, der til daglig naturligt kalder på én, og som man har både et ansvar og en forpligtigelse overfor.
Her gives der virkelig tid til både spiritualiteten og til fællesskabet med andre pilgrimme.

Af Jette Dahl





Alt i alt en fantastisk rejse i 2006!

Klik her for at se billederne fra turen i år.

På engelsk / In English